Se bare billederne. Det var gået op for gruppen af unge arkitekter og byplanlæggere, der skulle lave en udviklingsplan for Storkøbenhavn, at omridset af planen passede ret præcis med formen af en hånd.
Det var på et tidspunkt, hvor mange europæiske storbyer voksede planløst i alle retninger og åd sig ind på den omkringliggende natur, at byplanlæggerne fik den geniale idé: København skulle vokse i fem fingre ud mod de omkringliggende købstæder. Til gengæld skulle man så holde fingrene (og bebyggelse) fra de grønne områder ind imellem.
Natur ved hoveddøren
Fingerplanen var også et svar på den accelererende bilisme i årene efter Anden Verdenskrig. Derfor bestod skelettet i fingrene af S-tog-baner mod Køge Bugt, Taastrup, Ballerup, Farum og Holte.
Og mellem fingrene skulle der være grønne kiler, så befolkningen i de nye bydele ville få kortest mulig afstand til de åbne landskaber. De grønne områder måtte der ikke bygges på. De skulle forblive marker, skove og rekreative områder. Mens håndfladen - den gamle del af København - fortsat skulle udvikles som byens naturlige centrum.
Voksende svømmehud
Denne simple plan har lige siden været styrende for byudviklingen af København. Og i modsætning til så mange storstilede byplaner er Fingerplanen faktisk i det store hele blevet gennemført. Også selv om der er kommet svømmehud mellem fingrene, og nogle af fingrene i dag næsten er vokset sammen.
Mange mener, vi kan takke Fingerplanen for, at København indtil nu har undgået de værste trafikproblemer og kødannelser, man kender fra andre storbyer. Og så er det et af de eneste stykke dansk byplanlægning, som er blevet vidt berømt uden for Danmarks grænser.
Jeppe Villadsen er freelancejournalist og redaktør på magasinet KBH.
Finger-planen
Tegning fra Dansk Byplanlab