Pantons vilde møbelformer, højtråbende farver og tarvelige plastic var ildeset. Plastic var et virkeligt lavstatusmateriale. Hvem havde dog lyst til at have det i sin stue? Den brede danske smag vidste ikke rigtig, hvad den skulle mene om ham. Og det, man ikke forstår, kan man jo altid kritisere. Det danske "enfant terrible" flyttede derfor til Schweiz, for udlandet havde blik for Pantons potentiale.
Møbler på en ny måde
I dag er der ingen, der betvivler Verner Pantons visuelle begavelse, og han har omsider opnået den anerkendelse herhjemme, han fortjener. I disse år er Verner Panton tæt på at være den mest anerkendte danske designer i verden, fordi hans formsprog er oppe i tiden. Producenterne slås om at sætte hans lamper, tekstiler, tæpper og møbler i produktion.
Pantons svungne former og atypiske siddeflader udfordrede den almindelige måde at bruge kroppen på. Men dengang havde folk svært ved at forstå, hvorfor de skulle hænge eller ligge i en stol eller klatre op i et møbeltårn, når de nu var vant til at sidde over for hinanden.
Plastic i klare farver
Pantons farveunivers og materialenysgerrighed tog kampen op mod tidens snedkererede møbler i træ og var, set i bakspejlet, temmelig revolutionerende.
Udenlandsdanskeren Panton tonede dertil rent farveflag og troede på, at farver kunne påvirke humøret. I dag har de stærke farver fået renæssance inden for møbler, kunsthåndværk og design, ligesom plastic er blevet et anerkendt materiale, der ikke længere opfattes som dårlig smag. Verner Panton var en modig mønsterbryder. Respekt for det!
Charlotte Jul er designskribent og ansvarshavende redaktør på tidsskriftet KUNSTUFF.
Pantonstolen, 1960. Kunstindustri- museet. Foto: Pernille Klemp og Ole Woldbye