Jeppe Villadsen

Det venlige rådhus

Da Århus Kommune udskrev en konkurrence om at få opført et nyt rådhus, var det første gang, siden byggeriet af Københavns Rådhus omkring århundredeskiftet, at en større dansk by skulle have bygget nyt rådhus. Og det var en ny tid.

Foto af tårnet på Århus Rådhus - Foto Per Ryolf, Århus KommuneEn ny valglov var blevet indført, der forhindrede kongen i at udpege borgmestre, og nu kunne kvinderne stemme og stille op til valg. Der var i det hele taget en fornemmelse af, at barriererne mellem borgere og politikere skulle nedbrydes. Moderne lokalpolitikere skulle ikke længere udøve magt fra fæstningslignende kolosser, men forvalte magten i åbne og imødekommende bygninger.

Masser af lys og bløde former
De nye strømninger i tiden satte deres afgørende præg på rådhuset i Århus. Bygningen fremstår lys, venlig og imødekommende - "åbenheden" kommer konkret til udtryk i de mange vinduer og glaspartier, der i bogstavelig forstand kaster lys og luft ind i den offentlige administration.

Meget sigende er byggeriets mest pompøse indslag den imponerende, højloftede rådhushal med plads til 800 mennesker, der var tænkt som mødested for folket og de folkevalgte.

Bygningen er desuden karakteristisk med sine bløde linjer. Alle detaljer er afrundede: fra balkoner, søjler og trapper helt ned til lysarmaturet. Træ og messing dominerer indvendigt og giver rummene en varm, gylden farve. Resultatet er en særlig behagelig og "blød" stemning.

Det sidste rådhustårn
Bygningen er oprindeligt tegnet uden sit karakteristiske tårn. Tårne var kirkens, kongens og adelens magtsymbol, og det hørte ikke hjemme på en bygning, der skulle tjene demokratiet.

Århusianerne protesterede dog. De ønskede sig en bygning, der lignede et rådhus. Efter hård debat forlangte byrådet, at der blev sat et tårn på, og at bygningen blev beklædt med marmor, så den fik et mere monumentalt præg. Men det blev det sidste rådhustårn, der blev opført i Danmark

Jeppe Villadsen er freelancejournalist og redaktør på magasinet KBH.

Tårnet på Århus Rådhus
Foto: Per Ryolf