Danmark har baseret en stor del af sin kulturelle identitet på dyrkningslandskabet. Dyrehaven som repræsentant for dette i sin idealiserede, stiliserede, kunstneriske form, har en umistelig værdi. Dyrehaven er et uomgængeligt arkitekturværk af stor skønhed og styrke, der har formet generationers syn på digte-, maler-, bygnings- og landskabskunst. Med hegn og røde låger, alléer og indelukker, der danner ramme om Eremitageslettens bevægede gulv, fremhævet af ege- og bøgemassiver og Lauritz de Thurahs Eremitageslot, er Dyrehaven indbegrebet af arkitektur som rumkunst, tilføjet det aspekt af dyrkningskunst, der kan skabe grobund for erkendelse. I skovene omkring Dyrehaven er i tillæg opstået nogle af landets mest attraktive boligkvarterer, hvad arkitektonisk og landskabelig kvalitet angår.
Staunings Plæne, Hvidøre Strandpark (C.Th. Sørensen og Povl Baumann) og Bellevue Strand med omklædningsrum, livreddertårn, Bellevue Teater, etagehusene Bellavista og rækkehusene Søholm (Arne Jacobsen) skaber sammen med den nye Strandvej, hvorfra der er en storslået udsigt langs den sjællandske kyst, et ganske særligt område, der vidner om det moderne, frisindede, sorgløse liv levet i lys, luft og bevægelse. Dyrehaven og Bellevue kan ses som vidnesbyrd om dansk arkitekturs omskrivning og forankring af internationale tanker og værker.
Dyrehaven i Jægersborg. Første gang udlagt til dyrehave i 1669
Foto: Keld Helmer-Petersen