En renæssancegård med voldgrave, nytte-, lyst- og dyrehave i et sø- og moseområde er blevet til et lille barokslot med lave, hvidkalkede længer tilknyttet et dybt haverum, der med alleer som vægge strækker sig ud i landskabet. Inden for rammen af næsten parallelt liggende lindealleer blev i midten af 1700-tallet skabt en af de tidligste romantiske haver i landet, en såkaldt anglo-kinesisk have med egetræer, frugttræer og eksoter, pavilloner, statuer og vaser forbundet af bugtede stier.
Den franske formelle barokhaves rette linjer og tilbøjelighed til at inddrage sine omgivelser har helt til i dag været i stand til at danne ramme om skiftende udgaver af den landskabelige have. Tilbage står i dag autonome, magtfulde, arkitektoniske rum, hvor alleer danner vægge, vandet i spejldammen og det pastorale landskabs græsflade gulv. Krogede grene og stammer og lysbrydende løv fra de gamle ege skaber en lille tilstræbt uklarhed i et rum af stor styrke, skønhed og klarhed.