Af Trine Møller Madsen

Med Rom i søgeren

Ligesom fotografen, der gennem søgeren finder den rette beskæring af sit motiv, har C.W. Eckersberg (1783-1853) valgt sin helt specielle beskæring af en panorama-udsigt over Roms tage.

Udsigt gennem tre af de nordvestlige buer i Colosseums tredje stokværk. Tordenskyer trækker op over byen, udført 1815 eller 1816.Han fandt den på toppen af Roms mest berømte antikke monument, hvor de tre buer i Colosseums murværk indrammer motivet. Faktisk skaber buerne tre billeder i ét. De fungerer som en slags kulisse, der iscenesætter motivet - guider blikket og hjælper med at fortælle historien.

Ved hjælp af de tre kighuller i det historiske murværk får Eckersberg skabt et unikt fokus på datidens Rom. Det var ikke tilfældigt, for alle kunstnere, inklusive ham selv, havde blikket vendt mod Italiens hovedstad i deres søgen efter sandheden om kunsten. Meningen er selvfølgelig, at du skal gøre det samme.

Et stykke virkelighed?
Læg mærke til alle detaljerne (også i titlen!). Alt er kommet med. Hvert et lille strå. Hver en lille sten. Selv den mindste revne i den grove arkitektur. Med sin præcise registrering og gengivelse fangede Eckersberg den nye strømning i Europa - naturalismen, der gik ud på at skildre naturen, som den rent faktisk så ud. Men lad dig ikke narre. Det er ikke et "tilfældigt" stykke virkelighed, vi ser, og Eckersbergs briller er ikke 100 % objektive. Han har derimod gjort motivet så smukt og forførende som muligt - med klassiske virkemidler som balance og stramme, rene linjer.

Og så er der kontrasterne i billedet, der skaber en stille dramatik: sollyset til venstre og uvejrsskyerne til højre. Den vilde, groft malede natur i forgrunden og bagerst det civiliserede byrum, malet med sirlige penselstrøg.

Guldaldermaleriets far
Det var helt nyt - både Eckersbergs valg af motiv og hans opfindsomme indramning. Eckersberg var den første herhjemme, der begyndte at interessere sig for de landskaber og byrum, som skulle blive hovedmotiverne i guldalderen (ca. 1815-1850). Hans skarpe iagttagelser og præcise maleteknik blev idealet for den kommende generation af berømte, danske malere.

Trine Møller Madsen er kunst- og kulturskribent og forfatter. Hun har bl.a. skrevet bogen KUNST (Gyldendal, 2004) - en billedanalysebog til folkeskolens ældste klasser.

Udsigt gennem tre af de nord-vestlige buer i Colosseums tredje stokværk. Tordenskyer trækker op over byen, udført 1815 eller 1816