Gå til indhold

Af Trine Møller Madsen

Solgud på hjul

Gul, glohed og på mange millioner kilometers afstand. Vi hungrer efter den i vintermørket og dyrker den hæmningsløst om sommeren. Jagter den over lange afstande og forsøger at efterligne den med monstrøse maskiner. Solen har magt over mennesket, og sådan har det altid været.

I oldtiden blev solen betragtet som selveste Gud. I grunden er det jo ikke så underligt. Den blev hyldet ved særlige ceremonier og tilbedt med offergaver. En sådan offergave er Solvognen fra ca. 1350 før Kristi fødsel. Den er kunstfærdigt udført i bronze, med de fineste ornamenter mejslet ind i metallet. Solskivens ene side er belagt med det pureste guld. Den anden side er mørk - for sådan var solen, når det var nat.

Solvognen, ca. 1400 f.Kr. Guldbelagt bronze, højde ca. 30 cm og længde ca. 60 cm. Nationalmuseet - Foto Kit WeissDansk kunsts debut
Solvognen fra Trundholm er det ældste danske kunstværk, vi kender til. Den stammer tilbage fra den ældre bronzealder - fra dengang, man troede, at jorden var flad, og at solen blev trukket hen over himlen af sine hjælpere: fisken, slangen, hesten og skibene. Faktisk aldrig på hjul, men i en line. Solvognen er her udstyret med seks hjul, fordi det gjorde det muligt at trække den hen over offerpladsen - som en særlig dramatisk effekt under den guddommelige ceremoni.

Populær sol
Solens symbolik og tiltrækningskraft er uendelig stærk. I den flere tusinde år gamle kunsthistorie findes der utallige eksempler på værker med solen i hovedrollen. Også i den allernyeste kunst. Tænk bare på den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson, der trak over 2 millioner gæster til Tate Modern i London med sin gigantiske sol-installation The Weather Project i 2004. Det var mere end 3000 år efter, at Solvognen trillede på sin sidste rejse ud i mosen.

Trine Møller Madsen er kunst- og kulturskribent og forfatter. Hun har bl.a. skrevet bogen KUNST (Gyldendal, 2004) - en billedanalysebog til folkeskolens ældste klasser

Solvognen, ca. 1400 f.Kr. Guldbelagt bronze, højde ca. 30 cm og længde ca. 60 cm. National-museet
Foto: Kit Weiss

fakta

Værk:
Solvognen, ca. 1400 f.Kr.

Kunstner:
Solvognens skaber og levetid er ukendt

Værket findes her:
Nationalmuseet
Frederiksholms Kanal 12
1220 København K

EPiTrace logger
v%uxKv%ux6ov