Vilhelm Hammershøi har med minutiøse penselstrøg gengivet et nøgent rum. Det var et af hans yndlingsmotiver. Et andet var kvinder, der vente ryggen til. Begge motiver virker lukkede og reserverede. Umiddelbart giver de ikke meget fra sig. Men det er netop det, der gør dem gådefulde og tiltrækkende.
Som en drøm
Billedet er stramt og geometrisk. Det er en tom kasse, vi, der ser på, selv må fylde noget i. Den sarte farveskala, der næsten begrænser sig til gråtoner, skaber en stille poesi. Billedet kigger indad og taler til vores følelser og drømme. Lyset, der kiler sig på tværs gennem rummet, har hovedrollen. Hvilken betydning, lyset har, er op til dig. Er det en drøm eller et mareridt? Taler dansen i det bløde lys til dig, eller vil du ud af det nøgne rum?
Åbn døren!
Som i Hammershøis andre interiørbilleder er der i Støvkornenes dans i solstrålerne en vej ud af den larmende tomhed. Der er altid døre - åbne som lukkede - og vinduer, som antyder, at der er en verden udenfor. Hammershøi åbnede selv døre. Han rejste som mange af sine kolleger ud i Europa og indsnusede de nye strømninger, der lå og ulmede her.
Med sine tomme, geometriske rum vendte han sig mod den naturalisme, som Kunstakademiet underviste i. Ligesom kollegaen L.A. Ring er Hammershøi symbolist og peger samtidig fremad mod modernismen, der fokuserer på form, farve og komposition frem for egentlig billedfortælling og handling.
Trine Møller Madsen er kunst- og kulturskribent og forfatter. Hun har bl.a. skrevet bogen KUNST (Gyldendal, 2004) - en billedanalysebog til folkeskolens ældste klasser.
Støvkornenes dans i solstrålerne, 1900. Olie på lærred, 70 x 59 cm. Ordrupgaard. Foto: Pernille Klemp.