af Charlotte Jul

Multitalent

Gunnar Aagaard Andersen var billedhugger, arkitekt, designer og maler. Hans kunstneriske udgangspunkt lå mellem den enkle minimalisme og den abstrakte, farverige ekspressionisme. Aagaard Andersen skabte alt lige fra indretning og tapet over tekstil og skulpturer til møbler.

190_Stol fremstillet af opskummet polymer, 1964. Kunstindustri- museet. © Gunnar Aagaard Andersen COPY-DAN Billedkunst 20060164. Foto Pernille KlempI Stol fremstillet af opskummet polymer kommer både kunstneren og designeren til udtryk. Udfordringen og eksperimentet bestod i at skabe et møbel i én proces, i én sammenhængende form i ét materiale som en kommentar til chesterfieldmøbler. Forestil dig, hvor vild denne stol må have været i en tid uden farvefjernsyn og internet!

Materialet som formgiver
Aagaard Andersen var fascineret af det flødeskumslevende materiale, der bestod af uretan, vand og freon. Det gik sine egne veje takket være tyngdekraften. Han hældte det flydende materiale ud lag for lag. Når det tørrede op, blev det stærkt og fik en hærdet, læderagtig overflade.

Det kunstneriske grebs betydning
Gunnar Aagaard Andersen er særlig spændende, fordi han arbejdede på tværs af fag og fagligheder - forud for sin tid. Hans kunstneriske tilgang til formgivning inspirerede særligt møbelproducenter, designere og arkitekter, fordi han greb tingene an på en anderledes måde, end de var vant til.

Stol fremstillet af opskummet polymer var og er stadig et ikon. I 1966 købte Museum of Modern Art (MoMA) stolen til sin permanente designsamling, og fire andre eksemplarer blev solgt til museer rundt om i verden. I Danmark kan du opleve i den i Kunstindustrimuseets møbelsamling.

Aagaards vidtrækkende inspiration
Gunnar Aagaard Andersen er i dag stadig et forbillede for mange formgivere. Keramiker Ole Jensen, der i dag selv er repræsenteret i MoMAs butikker, er stærkt inspireret af Aagaard Andersen, ligesom Nanna og Jørgen Ditzel skabte flere indretninger med Aagaard. Andre designikoner som PH, Hans Wegner og Arne Jacobsen arbejdede også sammen med det kunstneriske multitalent. Aagaard Andersens sans for at bryde med det forudsigelige fik international indflydelse på bl.a. pop art-bevægelsen og den tidlige postmodernisme.

Charlotte Jul er designskribent og ansvarshavende redaktør på tidsskriftet KUNSTUFF.

Stol fremstillet af opskummet polymer, 1964. Kunstindustri- museet. © Gunnar Aagaard Andersen/ COPY-DAN Billedkunst 20060164. Foto: Pernille Klemp