Oplæsning af den lille havfrue

Nu vidste hun, hvor han boede, og der kom hun mangen Aften og Nat paa Vandet; hun svømmede meget nærmere Land, end nogen af de Andre havde vovet, ja hun gik heelt op i den smalle Canal, under den prægtige Marmor-Altan, der kastede en lang Skygge hen over Vandet. Her sad hun og saae paa den unge Prinds, der troede, han var ganske ene i det klare Maaneskin.

 
      Hun saae ham mangen Aften seile med Musik i den prægtige Baad, hvor Flagene vaiede; hun tittede frem mellem de grønne Siv, og tog Vinden i hendes lange, sølvhvide Slør og Nogen saae det, tænkte de, det var en Svane, som løftede Vingerne.

      Hun hørte mangen Nat, naar Fiskerne laae med Blus paa Søen, at de fortalte saa meget Godt om den unge Prinds, og det glædede hende, at hun havde frelst hans Liv, da han halvdød drev om paa Bølgerne, og hun tænkte paa, hvor fast hans Hoved havde hvilet paa hendes Bryst, og hvor inderligt hun da kyssede ham; han vidste slet Intet derom, kunde ikke engang drømme om hende.

      Meer og meer kom hun til at holde af Menneskene, meer og meer ønskede hun at kunne stige op imellem dem; deres Verden syntes hun var langt større end hendes; de kunde jo paa Skibe flyve hen over Havet, stige paa de høie Bjerge høit over Skyerne, og Landene, de eiede, strakte sig, med Skove og Marker, længer, end hun kunde øine. Der var saa Meget hun gad vide, men Søstrene vidste ikke af at give Svar paa Alt, derfor spurgte hun den gamle Bedstemoder, og hun kjendte godt til den høiere Verden, som hun meget rigtigt kaldte Landene ovenfor Havet.

      ”Naar Menneskene ikke drukne,” spurgte den lille Havfrue, ”kunde de da altid leve, døe de ikke, som vi hernede paa Havet?”
      ”Jo!” sagde den Gamle, ”de maae ogsaa døe, og deres Levetid er endogsaa kortere end vor. Vi kunne blive tre hundrede Aar, men naar vi saa høre op at være til her, blive vi kun Skum paa Vandet, have ikke engang en Grav hernede mellem vore Kjære. Vi have ingen udødelig Sjæl, vi faae aldrig Liv mere, vi ere ligesom det grønne Siv, er det engang skaaret over, kan det ikke grønnes igjen! Menneskene derimod have en Sjæl, som lever altid, lever, efterat Legemet er blevet Jord; den stiger op igjennem den klare Luft, op til alle de skinnende Stjerner! ligesom vi dykke op af Havet og see Menneskenes Lande, saaledes dykke de op til ubekjendte deilige Steder dem vi aldrig faae at see.”

      ”Hvorfor fik vi ingen udødelig Sjæl?” sagde den lille Havfrue bedrøvet, ”jeg vilde give alle mine hundrede Aar, jeg har at leve i, for blot een Dag at være Menneske og siden faae Deel i den himmelske Verden!”
      ”Det maae Du ikke gaae og tænke paa!” sagde den Gamle, ”vi have det meget lykkeligere og bedre, end Menneskene deroppe!”
      ”Jeg skal altsaa døe og flyde som Skum paa Søen, ikke høre Bølgernes Musik, see de deilige Blomster og den røde Sol! Kan jeg da slet Intet gjøre, for at vinde en evig Sjæl?” –
      ”Nei!” sagde den Gamle, ”kun naar et Menneske fik Dig saa kjær, at Du var ham meer, end Fader og Moder, naar han med hele sin Tanke og Kjærlighed hang ved Dig, og lod Præsten lægge sin høire Haand i din med Løfte om Troskab her og i al Evighed, da flød hans Sjæl over i dit Legeme og Du fik ogsaa Deel i Menneskenes Lykke. Han gav Dig Sjæl og beholdt dog sin egen. Men det kan aldrig skee! Hvad der just er deiligt her i Havet, din Fiskehale, finde de hæsligt deroppe paa Jorden, de forstaae sig nu ikke bedre paa det, man maa der have to klodsede Støtter, som de kalde Been, for at være smuk!”

      Da sukkede den lille Havfrue og saae bedrøvet paa sin Fiskehale.
      ”Lad os være fornøiede,” sagde den Gamle, ”hoppe og springe ville vi i de trehundrede Aar, vi have at leve i, det er saamænd en god Tid nok, siden kan man desfornøieligere hvile sig ud i sin Grav. Iaften skal vi have Hofbal!”

Jesper Langberg læser et uddrag af Den lille havfrue af H.C. Andersen.
Kilde: H.C. Andersen: 81 Eventyr af H.C. Andersen, s. 64-65. Hans Reitzels Forlag og Flensteds Forlag, 1982/1985.