Året rundt
Faktisk er man nærmest nødt til at proppe vat i ørerne, hvis man vil slippe for at høre dansk lyrik af ældre dato. "Vær velkommen, Herrens år" strømmer det fra fjernsyn og radio lidt efter klokken tolv Nytårsaften, og man kommer senest i tanker om Fastelavn, når nabolagets unger rasles mønter ind med "Boller op og boller ned". Når breve underskrives "Mit navn det står med prikker" er der lagt op til påske, og ved Skt. Hans står vi gerne i vand til midt på lårene og drøner "Vi elsker vort land". Der er også dømt højtidsstemning, når store og små tager hinanden i hænderne og går rundt om juletræet, mens de forsøger at ramme melodien til "Dejlig er den himmel blå" eller "Et barn er født i Betlehem".
Livet langt
Det er ikke blot året rundt, vi bliver mindet om, at dansk lyrik lever, den følger os livet igennem. Kirkelige højtider kan gerne springes over, men til familiens egne mærkedage skal der såmænd nok være en gæst, som har bidt indtil flere blyanter itu for at tælle stavelserne i "Hvem sidder der bag skærmen med klude om sin hånd". Eller som er af den opfattelse, at bryllupper af diverse slags først trækker vand i øjnene, når der rømmende istemmes "Det er så yndigt at følges ad".
Her og nu
Digte har bedst af at blive sunget eller læst højt. Det gælder også Ivan Malinowskis lille digt om myggene, der danser ude over fjordens vandspejl. Selv om du lige nu sidder foran pc-skærmen, så prøv engang at hviske disse linjer:
og lydløst hakker et usynligt næb
på spejlets hinde af vind og salt
snart brister alt
Dorthe Sondrup Andersen er magister i litteraturvidenskab, forfatter og kulturskribent. Hun har bl.a. skrevet Guldalder uden forgyldning (People's Press, 2004).