Den dømtes datter og hendes kæreste kommer aldrig til at se hinanden igen, og kronvidnet til det, der i realiteten er et justitsmord, arbejder i udlandet og aner ikke det mindste om, hvad der er sket. Den rigtige morder dør stille og fredeligt af alderdom, men bliver faktisk mange år efter sin forbrydelse skyld i yderligere dødsfald. Da sagen opklares, er der nemlig to, der ikke kan bære det. Det er dem, der ikke havde den mindste anelse om, at de dengang bare blev brugt som nyttige idioter i en kynisk mands modbydelige plan.
Krybende uhygge
Når Steen Steensen Blichers gamle krimi Præsten i Vejlbye ikke har mistet sine kvaliteter som gyserhistorie, skyldes det både hans fortællestil og hans indsigt i den menneskelige psyke. For så vidt angår sproget, bliver der nok brugt stærke ord som for eksempel "skræk" og "afsky", men novellen er kemisk renset for ord, som ellers ville egne sig fortrinligt til at piske den i forvejen fortættede stemning af skræk og afsky op til nye dramatiske højder. På den måde opstår novellens rislende uhygge faktisk ved, at Steen Steensen Blicher spiller på strengene i læserens følelsesregister.
Det bor i os alle
Hvad angår det sidste, er der god grund til at få gåsehud på ryggen, for hvem af os frygter ikke at miste den, vi elsker, på grund af en misforståelse eller blive dømt på indicier for noget, vi ikke har gjort? Blicher driver spillet på læserens frygt endnu videre. Nemlig ned i rædslen for, hvad der ligger og gemmer sig allerdybest nede i vores egen sjæl. Sæt nu, at man virkelig har begået den forbrydelse, som man troede blot var en hæslig drøm. Eller tilstår et mord, som man ikke har begået, bare fordi man tidligere har gjort noget skørt i en stresset situation og bagefter fortrængt det.
Dorthe Sondrup Andersen er magister i litteraturvidenskab, forfatter og kulturskribent. Hun har bl.a. skrevet Guldalder uden forgyldning (People's Press, 2004
Præsten i Vejlbye, 1960, instrueret af Palle Kjærulff-Schmidt. Foto: DR.