Af Merete Ahnfeldt-Mollerup

Kanonudvalget for DESIGN OG KUNSTHÅNDVÆRK

Vi har brug for at synliggøre den kanon, der allerede findes. Gøre den tilgængelig for alle og forklare, hvorfor den er, som den er. Jeg synes, det er elitært udelukkende at hævde, at alt er lige godt, for vi dømmer andre på deres dannelse og viden hele tiden. Alle skal have adgang til den viden og de værdier, der er i samfundet, herunder de kulturelle.

designwebNår det er sagt, er det givet, at en kanon ikke er nogen evig og uforanderlig størrelse men snarere en fælles proces, hvor vi hele tiden diskuterer, hvad der giver mening og er smukt i forhold til vores skiftende verdensopfattelser. I mine øjne bliver den proces mere kvalificeret, når den inddrager mange, end når den sker hos en lille elite.

Kanon skal bruges som et afsæt for diskussioner - i skolerne, derhjemme og i det offentlige rum. PH sagde: ”der findes kun én smag, og den er dårlig” - og så gik han ellers i gang med at definere den nye, moderne smag, der blev toneangivende i Danmark i en menneskealder. Det skete i dialog og indimellem i skænderi med andre ”kanoner” som Steen Eiler Rasmussen og Kaj Fisker. Det ville være allersjovest, hvis vi kunne lave en kanon baseret på de værdier, der er nyttige nu, hvor verden er præget af mangfoldighed, og hvor vi har en hidtil uset rigdom af muligheder. Men det næstbedste ville være, hvis vi kunne provokere og inspirere nogle unge mennesker til at svare os og fortælle hele verden, hvorfor vi tog fejl.
 
Design og kunsthåndværk er af stor betydning for samfundet i dag. Formgivere spiller en kæmpe rolle, når der skal skabes værdi. Og alt tyder på, at vi kan skabe langt mere værdi, hvis vi bliver dygtigere til at formgive. Men dygtige formgivere opstår ikke af intet: 1950'ernes og 60'ernes verdensberømte danske design blev skabt som del af en kulturel helhed, hvor der meget bredt i samfundet var en forståelse af, at god form gør en væsentlig forskel, og hvor formgiverne følte sig forpligtede over for deres medmennesker. Vi har brug for noget tilsvarende men til vores egen tid - en bred dialog om en mangfoldighed af nye situationer i hverdagslivet.

Kanon-udvalget for design og kunsthåndværk, fra venstre: Ursula Munch-Petersen, Merete Ahnfeldt-Mollerup (formand), Louise Campbell, Astrid Krogh, Erik Magnussen