Den diskussion vil i sig selv være med til at løfte niveauet for vores omgang med værkerne.
At skabe en kanon er altså i mine øjne en kulturpædagoisk opgave – fordi vi gennem den debat, den vil skabe, vil få bredt kvaliteten ud og hævet kvaliteten i vores omgang med kunst. Der har været lang en periode, hvor nogle mente, at alt kunne være lige godt, og at man kunne konstruere sin egen virkelighed hver morgen. Det kan der måske være noget om. Men ikke alle argumenter i forhold til kunst er lige gode. Det vil kanondiskussionen forhåbentlig også være med til at vise os.
Når det er særdeles vigtigt at have litteraturen med i en kanondiskussion skyldes det, at litteraturen er sprogets kunst. Litteraturens tegnsystem er sproget, som samtidig er det tegnsystem, vi alle bruger til at forholde og til virkeligheden i. Derfor er det godt med en kvalitetsdiskussion, som også omfatter litteratur.
Kanon-udvalget for litteratur, fra venstre: Finn Hauberg Mortensen (formand), Erik A. Nielsen, Mette Winge, Claes Kastholm Hansen, Jens Christian Grøndahl