Dem, der citerede og skrev af, fik topkarakterer. Andre blev straffet og sat på plads. Så mødte jeg en lærer i slutningen af 1.g., som brugte Falkenstjerne på en helt anden måde: For ham var det en diskussionsåbner, en meningsbryder, en mur, man kunne spille bold op af.
Og det åbnede en ny verden for mig. Langt væk fra de provokerende, antiautoritære modsigelser jeg ellers havde dyrket for at få lov at have en egen mening. Jeg opdagede at der var noget og nogle at spille bold med . At spille bold ud i intetheden giver ingen mening!
Det er for mig et billede på, hvorfor jeg synes, det er vigtigt med en kulturkanon som udgangspunkt for en diskussion . For jeg er et 70’er-barn, og det med, at ’meningen på bjerget’ er den eneste sandhed, siger mig ingenting. Men det gør den samtale, der skærper vores bevidsthed og udvider fællesskabet.
Jeg synes også, at jeg mærker rundt omkring – både i Danmark og i Europa – at trangen til værdidiskussioner ud fra et grundlag er er ved at komme op igen på en ny måde.
Vi lever i en kaotisk og historieløs tid. Jeg mærker en tendens hos os alle sammen: Vi har brug for at forholde os til værdier, der rækker ud over vores egen næsetip, men på en langt mere åben måde, end man har gjort tidligere.
Det gælder også de mange meget talentfulde unge inden for teaterverdenen, der helt ærligt har ment, at teaterhistorie begynder med dem. Der er voksende interesse for, hvad der skete for 100 eller 200 år siden, og hvem vi står på skulderne af. Det opfatter jeg som en positiv udvikling.
Kanon-udvalget for scenekunst, fra venstre: Karen-Maria Bille, Jokum Rohde, Sonja Richter, Erik Aschengreen, Flemming Enevold (formand)