Af Christian Monggaard

Scenernes sandhed

Meningen med Dogme95 var, at et strengt regelsæt skulle afskaffe det store tekniske apparatur ved en traditionel filmproduktion. Det handlede om at genfinde glæden ved at lave film og med enkle midler og usminket skuespilkunst nå frem til scenernes sandhed. Lars von Trier var især inspireret af 1960'ernes franske nybølge, da han fik ideen til Dogme95. Og Idioterne, Triers egen dogmefilm, blev den af de første fire dogmefilm, der klarest rendyrkede, hvad han havde i tankerne.

375_Anne Louise Hassing og Bodil Jørgensen i Idioterne. Foto Jan Schut. Producent ZentropaDR TV. © Trust FilmFilmen handler om et kollektiv af yngre, veluddannede mennesker, der for en tid har meldt sig ud af samfundet. Med idealisten Stoffer i spidsen (idealister er udbredte, men problematiske i Triers film) udfordrer de det etablerede system og de sociale normer.

De øver sig i at spasse - at opføre sig som 'idioter' - og tager siden ud og spasser i den 'virkelige' verden (se klip).

Den indre idiot
Idioterne er morsom på en spidsfindigt ironiserende måde, men også følelsesladet og bevægende. Ikke mindst da spasserne møder en lidt naiv kvinde, Karen, der er Stoffers diametrale modsætning. Hun forstår ikke, hvorfor de gør, som de gør.

Hun sætter spørgsmålstegn ved deres motiver til at finde deres indre idiot. Det viser sig da også, at hun har større behov for at spasse og bryde med sine omgivelsers forventninger og krav, end de har.

Skuespillerne digter med
Filmen er et typisk eksempel på, at Trier vil udfordre ved at sætte alt på spidsen. I sin dagbog fra optagelserne fortæller han, hvordan han forsøgte at gøre processen så tøjlesløs og kollektiv som muligt. Skuespillerne skulle selv digte med. Men det blev smertefuldt for ham og nogle af de medvirkende - ligesom drømmen om at spasse bliver det i filmen.

Idioterne delte publikum i to. Gennem hele sin karriere, der begyndte med Forbrydelsens element i 1984, har Trier formået at forny sig, udvide det muliges rammer og samtidig både fascinere og frastøde folk. Både herhjemme og i udlandet er han den mest respekterede og indflydelsesrige danske filminstruktør siden Carl Th. Dreyer.

Christian Monggaard er filmskribent og anmelder på Dagbladet Information.

Anne Louise Hassing og Bodil Jørgensen i Idioterne. Foto: Jan Schut. Producent: Zentropa/DR TV. © Trust Film.