SOLDATEN OG JENNY

Jacobsen er mest kendt for at give datidens folkekomedier en tiltrængt saltvandsindsprøjtning af elegance og lethed, men havde i film som Otte Akkorder (1944) og Den Usynlige Hær (1945) forsøgt at træde ud af rollen som Ernst Lubitschs elev for i stedet at lade sig inspirere af film noir og 30’ernes franske poetiske realisme. Især det sidste gør sig gældende i Soldaten og Jenny, hvor erfaringerne fra de knap så helstøbte dramaer går op i en højere enhed. Filmen, som han også selv skrev manuskript til, handler om livets tilfældigheder, og hvordan to små hverdagsskæbner, en soldats og en ekspeditrices, kastes rundt af dem. Poul Reichhardt er ikke set mere følsomt afdæmpet end i rollen som den knugede soldat, der forelsker sig i Bodil Kjers gribende fortvivlede Jenny.

Selvom dialogen til tider tynges af en højtravende snak om skæbne og den fri vilje, fortrylles man af de stemningsfulde billeder fra København og fascineres af de troværdige præstationer, der får fuldt spillerum i Jacobsens karakteristiske lange indstillinger.

Selvom Kjer og Reichhardt (og Jacobsen) løb med de første Bodilfilmpriser for deres roller, er det en film, som udmærker sig ved stærkt spil i alle roller. Ikke mindst Maria Garland og Johannes Meyer som Jennys småborgerlige forældre, der ikke lægger skjul på, at de gerne så, at deres datter fandt en anden kæreste end en soldat.