Begge steder havde fuld fart på i 1930- og 40'erne. Talenter dukkede op overalt, og publikum var på det nærmeste umætteligt. Og der var musik til det hele. Den joviale, folkelige film, lystspillet, fik det kække og muntre eller let sentimentale op i Kai Normann Andersen - i fx "Gå med i lunden" (Børge & Arvid Müller)og "Glemmer du" (do). Og til den mere nuancerede, eftertænksomme film skabte han følsomme perler som "Musens sang" (Børge Müller) og "Den allersidste dans" (do).
Underholdning og holdning.
Og så var der revyen. Der var den lette, overfladiske sommerrevy på den ene side. Og så de revyer, der gerne ville af med et budskab. Begge var Kai Normanns speciale. "Alle går rundt og forelsker sig" (Børge Müller) og "Gå med i lunden" (do) er fra den første slags. Den lette forårsforelskelse sat i musik. Men stærkest står nok den musik, han skrev, når der var noget særligt på færde.
Mest berømt af sangene fra besættelsestidens revyer er "Man binder os på mund og hånd" (fra Dyveke, 1940) med tekst af Poul Henningsen. Dens dobbelthed kan kun rigtigt forstås af danskere, så den tyske censur lod den passere. Kai Normanns melodi var præcis lige så dobbelttydig som teksten - refrænets tangogav sangens alvor både elegance og tankevækkende dybde. Den stive borgerlige dans fik sin oprindelige farlighed tilbage. Også den borgerlige vals gav Kai Normann ny betydning. Finest i PH's (Poul Henningsens) mesterstykke I dit korte liv fra 1941, hvor melodien tilfører sangen en insisterende inderlighed og styrke.
Finn Gravesen er forfatter og redaktør, og har bl.a. skrevet "Hvem ejer musikken" (2006) for Kulturministeriet.
Kai Normann Andersen ved klaveret, 1966. Foto: Ulrich Borch/Scanpix.