Dommedagsscener

I seks scener viser komponisten os sin tid: først et generelt billede, Vildsomhedens Lys, i tusmørke, præget af livstræthed og rådvildhed, så Hoffærdigheden eller "praleriet". I sangen "Munden der taler store ord" hører vi det gudløse samfunds slagord og overfladiske fremskridts- og udviklingstro. Tredje billede, Håbløsheden, er præget af mismod og pessimisme. Herefter Begærligheden, hvor "Den store skøge" udstiller menneskers liderlighed og egoisme. I næste billede, Alles strid med alle, kommer "Løgnen" og "Hadet" til samt et kor af "dæmoner". Mens verden går under, skændes skøgen og løgnen stadig om, hvad der egentlig sker. Sidste billede viser Fortabelsen, hvor Gud tilintetgør alle disse gudløse udtryk for Antikrist. Den moderne civilisation står for fald. Troen er eneste redning.

Forfald og frelse
I sin beskrivelse af tidens skrækkelige tendenser bruger Langgaard hele det kæmpestore romantiske symfoniorkester - for fuldt udtræk. Han forholder sig hele tiden dobbelt til det: På den ene side rummer denne udtryksfulde og storladne musik en skønhed, men samtidig signalerer den forfald og opløsning. Derfor egner den sig så godt til at beskrive tiden med dens blanding af sandhed og falskhed, af skønhed og undergang.
 
"De Kedeliges Musikforening"
Langgaard så forfald og opløsning overalt - ikke mindst i musik og dans. I B.T. foreslog han i 1927 at starte De Kedeliges Musikforening, som skal "modarbejde Jazz og Charleston og alt det Danse-Vrøvl og Danse-Raseri, som er ved at kvæle Aanden herhjemme. (...) naar jeg ser paa Tiden og paa Musiken, saa forekommer det mig, at det er Antikrist - ja, det hele." (B.T., 1927)

Tiden ville heller ikke vide af Langgaard. Antikrist blev først opført herhjemme i 2002 - og med stor succes.

Finn Gravesen er forfatter og redaktør, og har bl.a. skrevet Hvem ejer musikken (2006) for Kulturministeriet.