"Take it easy boy boy / spend every dime / have a good time", sang han, mens hans tænder borede sig længere ind i cigaren, der var fast inventar i mundvigen.
Et lille oprør
Den amerikanske musikgenre var kommet til Danmark i 1920'erne og 1930'erne. Store kunstnere som blandt andre Louis Armstrong, Coleman Hawkins, Fats Waller, Duke Ellington og Benny Carter inspirerede med deres besøg.
På det tidspunkt blev jazz - som senere rock and roll i 1950'erne - opfattet som noget rebelsk. Og under tyskernes besættelse lå der også noget rebelsk i blot at dyrke en amerikansk musikstil. Teatre og revyer var lige så rebelske i deres måde at dyrke en ubeviselig dobbelttydelighed på. Nye jazzsteder skød op, og antallet af pladeudgivelser eksploderede. Krigen forhindrede måske input udefra, men de danske jazzmusikere udviklede sig med rod i 1930'ernes swingmusik.
Store solister
"It don't mean a thing, if it ain't got that swing", som Duke Ellington skrev i 1932. Bruno Henriksen havde det store swingorkester, men andre havde mindre bands, der passede bedre til de små værtshuse og klubber.
Leo Mathisen, violinisten Svend Asmussen, trompetisten Børge Roger Henrichsen og pianisten Kjeld Bonfils var blandt de store solister. Og der dukkede også en ung pianist ved navn Bent Fabricius-Bjerre op. I sandhed en guldalder. Hvor finder man bedre eksempler på fysisk puls, timing, samspil og solister? På balancen mellem løssluppenhed, stram disciplin og afslappethed? Og er det ikke essensen af jazz?
Peter Elsnab er musikskribent og Jesper Nykjær Knudsen er kulturjournalist. Begge har arbejde for bl.a. musikbladet Gaffa og avisen Urban.
Leo "The Lion" Mathisen. Udateret. Foto: Scanpix.