af Kanonudvalget

Holger Danske

Holger Danske er en af de tidligste danske operaer. Men først så sent som ved en koncertopførelse i 1980’erne kom det til at stå klart, at her var tale om et hovedværk, en frisk og original opera, hvor hver eneste detalje var gennemarbejdet og helheden enestående.

Senere fulgte både cd-indspilning af værket og opførelse på Det Kgl. Teater. Da værket blev uropført, gav det anledning til en af de største pennefejder nogensinde om dansk og tysk identitet og om operaen, som genre. Det var måske derfor, at det senere blev glemt. Hverken komponisten eller genren var dansk, og Kunzen måtte forlade landet i nogle år efter debatten om Holger Danske. Modstanderne talte om operagenren som en “for smagen, sæderne og finanserne nedbrydende absurditet”. Man kritiserede også billedet af hovedpersonen og mente, at det hele var mere tysk end dansk.

I dag derimod kan vi høre, at der er tale om en udpræget ‘dansk’ version af den strømning af eventyroperaer, som blev skrevet i slutningen af det 18. århundrede og et godt stykke ind i det 19. Det kendteste internationale eksempel er Mozarts Tryllefløjten, der dog er skrevet to år efter Holger Danske.
   
Det ‘danske’ i operaens opbygning består i en særlig flydende melodik, der strækker sig gennem hele værket, også selv om det er inddelt i numre. Der optræder slet ikke secco-recitativer – altså talesang med cembaloledsagelse – men kun melodier. Og der optræder et ledemotiv i koret, som dukker op flere steder. Det afslutter også operaen, der derved får en imponerende poetisk sluttethed.