Verden på hovedet

Det er sjovt at klæde sig ud, sjovt med intriger og forviklinger, men allersjovest, når maskerne falder, og det hele afsløres. I denne opera, hvor dansen har en hovedrolle, sker det med en flot og festlig "Kehraus", en meget hurtig dans, hvor alle er med i den festlige og uforpligtende munterhed, og det hele går op.

Tempo og rytme
Carl Nielsens opera Maskarade er en gendigtning af Holbergs komedie fra 1724. Med sangere, orkester, kor og ballet. Et opbud af alt, hvad Det Kongelige Teater formåede. Fra første færd - i ouverturen - er der fart over feltet. Myldrende hurtige noder signalerer liv og aktivitet. Så sætter Henrik løjerne i gang. Han er tjener hos den unge borgermand Leander, søn af den gamle stive Jeronimus, Henriks diametrale modsætning. Der er ingen tvivl om, at Carl Nielsen identificerer sig med Henrik og gør ham til hovedperson. I hver sin sang i første akt synger Henrik og Jeronimus om maskeraden - Henrik om, at her finder alle lykken, Jeronimus lige modsat i sangen "Fordum var der fred på gaden". Han synger al sin galde ud over et aggressivt strygerakkompagnement, langt fra sangens ro og fordragelighed. Igen dobbeltheden.

Der gøres kur, og der danses, i ét væk - og alle får hinanden til slut, akkompagneret af en meget veloplagt musik.

Helligbrøde
Holberg var i den grad en del af det københavnske borgerskabs kultur, at mange betragtede det som grænsende til helligbrøde at skrive musik til et Holbergskuespil. Dog: Ved premieren 11. november 1906 var det klart, at Holberg ikke havde lidt skade, men at hans komedie tværtimod havde fået en livsbekræftende og topmoderne pendant. Kritikerne måtte give sig. Succesen var hjemme. Og forestillingen er blevet spillet flere hundrede gange i de hundrede år, der er gået siden.

Finn Gravesen er forfatter og redaktør, og har bl.a. skrevet Hvem ejer musikken? (2006) for Kulturministeriet.