Bevidsthedsudvidelse ved fuld bevidsthed
- kalder Nørgård selv denne proces, som han tager sine lyttere med igennem. Det begynder her med, at de dybe toner kaldes frem og former første sats, "Ydre bevægelse". Tonematerialet bliver langsomt til, og symfoniens klanglige rum viser sig at være naturens egne samklange - overtonerækken. I kaskader falder tonerne herefter ned, og de dybe blæsere udbasunerer hele overtonespektret. Her introduceres også den grammatik, som giver værkets rytmiske dimension.
Anden sats, "Indre samspil", begynder fra den modsatte retning - oppefra. Som nordlys kastes tonerne ned fra det højeste og danner melodier, som det store kor overtager. Igennem to gamle middelalderlige viser når satsen til korværket Singe die Gärten.
Soli Deo Gloria
"Gud alene æren!" - skriver Nørgård lige efter symfonien. Denne hans 3. symfoni er en slags pusterum, hvor han gør status. Hans søgen efter en kosmisk harmoni har ført ham til en måde at skrive på, hvor alt i værket har sit udspring i "uendelighedsrækken" - en musikalsk teknik, som modsvarer komponistens oplevelse af en altomfattende kosmisk sammenhæng.
Finn Gravesen er forfatter og redaktør og har bl.a. skrevet Hvem ejer musikken (2006) for Kulturministeriet.
Per Nørgårds uendelighedsrække i spiralform tegnet af komponisten selv.