af Kanonudvalget

symfoni nr. 3

Værket er allerede på vej til – temmelig usædvanligt – at blive en “nyklassiker”. Det skyldes blandt andet, at symfonien forener en stor imødekommenhed over for den almindelige klassisk-romantiske tilhørers forudsætninger med Per Nørgårds personlige udtydning af nogle af den nye musiks allervæsentligste landvindinger: den serielle teknik og de mangetydige rytmer.

Da værket blev uropført, mente nogle, at det på en måde ikke kunne passe; det var for godt til at være sandt, for smukt i forhold til den moderne verden. Indvendingen er senere forstummet, den senere musik har bevæget sig i en beslægtet retning, så Per Nørgård har været forud for sin tid.
   
Mens den moderne musik ofte har vendt sig bort fra tonearterne, fastholder Per Nørgård dem på en ny måde i sit værk, i polariteter mellem dur og mol, bevægelser af yin og yang i bestandig både iørefaldende og eksotisk vekselvirkning. Symfonien er på en gang en sammenfatning af Per Nørgårds arbejde med al den nye musikalske teknik i 1960’erne og et stykke arkitektur af mahlerske proportioner. Første sats begynder med, at de dybe toner kaldes frem og former satsen. I den anden sats kommer tonerne fra den modsatte retning, oppefra, danner melodier og kalder efterhånden det store kor frem. Som om symfonien er en skabelsesberetning, af verden i første sats, og af mennesker i anden. Eller måske er hele symfonien et udtryk for tilblivelsen af ét eneste individ.