Han var stærkt splittet af skilsmissetanker, kollegiale problemer og tvivl. Alligevel kastede han sig ud i denne livsbekræftende symfoni - ud fra sit motto: "Musik er liv, som dette uudslukkeligt."
Fra kaos og kamp til liv
Man bliver kastet lige ud i det. Der er kamptummel fra starten, med kantede rytmer, smæld fra basuner og flere hidsige messingblæsere. Der er hele tiden dialog mellem kontraster, og den voldsomme start afløses af et lyrisk tema, som udvikler sig til en hymne. Paukerne spiller en fremtrædende rolle, og i sidste sats er de helt i front. De er truende, og der bliver decideret krig med det lyriske tema. Der er spænding til det sidste, men den lille, nærmest defensive melodi vokser sig stor - og sejrer.
Ikke programmusik
"Intet program, men en vejviser ind på musikkens eget område" skriver komponisten i programnoterne ved premieren. Han vil ikke have, at tilhørerne skal "oversætte" fra musik til en slags handling. Musikken skal tale direkte - uden mellemregninger.
Derfor er symfonien heller ikke - direkte - historien om en ægteskabelig krise, og heller ikke en kommentar til verdenskrigen, som rasede netop på den tid. I et brev fra maj 1915 beskriver komponisten meget præcist sit forehavende: "Det er altså hvad der har viljen og den trang til liv, som ikke kan holdes nede, jeg har villet skildre. Ikke således at jeg ville nedværdige min kunst til naturefterligning, men lade den forsøge at udtrykke hvad der ligger bagved."
Finn Gravesen er forfatter og redaktør, og har bl.a. skrevet Hvem ejer musikken (2006) for Kulturministeriet.
(Carl Nielsen-citatet er citeret fra Schepelern og Brodin: Koncerthåndbogen, Kbh. 1957, bd. 2, s.305. Sidste citat citeret fra Steen Christian Steensen: Musik er liv, En biografi om Carl Nielsen, Fisker & Schou, 1999.)
Karikaturtegning fra BT på Carl Nielsens 60 års dag i 1925
Tegnet af Herluf Jensenius.