af Peter Elsnab og Jesper Nykjær Knudsen

Verbale lussinger

Der bliver ikke lagt fingre imellem, når "CV" alias Carsten Valentin Jørgensen spidder danskerne på albummet Tidens tern. Småborgerligheden revses usentimentalt i den molstemte regnvejrstone, der er CV's varemærke.  

190px_CV Jørgensen_Foto Peder BundgaardCharterferier og kreditkøb kan ikke dække over ensomhed og meningsløshed. Og danskere i spansk skattely får en verbal lussing på den iørefaldende landeplage "Costa del Sol", som vi fortsat skråler med på i dag. Men opdager alle nu også det spydige budskab, når det pakkes ind i det glade omkvæd om "Costa del Sol hvor solen den danser"?

Original sprogfornyer
En klokke burde dog ringe, når det fede liv på solkysten karakteriseres som: "vort nynazistiske og asociale sammenhold". CV's giftige pen og sortsyn er dog klædt i en bredt appellerende, amerikansk inspireret rocklyd fra produceren Billy Cross, og albummet er hans mest populære og folkelige til dato. På dette tidspunkt har nordkøbenhavneren CV Jørgensen udviklet sig fra en Bob Dylan-inspireret folkmusiker på debuten i 1974 til en original, modernistisk singer/songwriter med opfindsomme sprogblomster og et skarpt, kritisk blik.

Kraftige aftryk
"Sommeren er forbi nu/ og den nærmest fløj af sted/ tomhændet står du tilbage og ka' slet ikke følge med / det sortner for dine øjne / mens du stirrende står her og ser / endnu et dødt løb bli kørt med dig som blind passager", synger han elegant og sort-romantisk på nummeret "Sæsonen er slut".

CV's på én gang opfindsomme, præcise og underfundige greb om ord har lige siden sat sit klare aftryk i dansk musikhistorie. Hans udødelige tekster har inspireret flere af nutidens store sangskrivere som Peter Sommer, Jens Unmack, Klondyke og Mikael Simpson, der heller ikke er blege for at dele mere eller mindre kærlige verbale lussinger ud.
 
Peter Elsnab er musikskribent og Jesper Nykjær Knudsen er kulturjournalist. Begge har arbejde for bl.a. musikbladet Gaffa og avisen Urban.

C.V. Jørgensen. Foto: Peder Bundgaard.