Han gnider sine øjne. Og da han ser, hvad han ser, gnider han dem igen. Så bliver han først rigtigt forskrækket. Fint klædte tjenere hilser ham høfligt godmorgen. I stedet for sit beskidte tøj har han fin skjorte på. Han får den fineste vin at drikke og den dyreste mad at spise.
En grov spøg
Jeppe er blevet lagt i baronens seng. Aftenen før, da baronen og hans hoffolk kom forbi den sovende Jeppe på møddingen, fik de idéen til at lave denne spøg med Jeppe. Da først Jeppe har fået søvnen ud af øjnene, og masser af god vin ned i maven, tror han gerne - alt for gerne - på det, som de fine folk siger: At det er ham, som er baronen.
Jeppes sorgfrie liv som hersker varer kun en eneste lykkelig dag. Da han vågner op næste gang, er det ikke kun med tømmermænd. Det er også til en sur kone, en tom pung og til sit stadig lige så triste liv som fattig sjællandsk bonde.
Vi skal bruge vores fornuft
Ludvig Holberg var én af de første danske dramatikere, der skrev på dansk. Inspireret af den romerske komediedigter Plautus og franske Molière skrev han stykker, som skulle oplyse det voksende danske borgerskab om fornuft og ufornuft. Og sætte borgerne i stand til at skelne mellem ret og uret. Ligesom mange andre af oplysningstidens forfattere, havde Holberg tillid til intellektet og den logiske tankes klarhed. Hvis den fordrukne Jeppe havde brugt lidt mere af det, ville det ikke være lykkedes for baronen og hans folk at drive gækken med Jeppe så langt.
Det er skægt at se den dumme bonde tro, at han kan slippe godt fra at herse med ridefogeden og baronens sekretær. Mens vi griner af Jeppe, lærer vi samtidig, at vi ikke skal tro på alt, hvad vi hører og ser.
Lone Nyhuus er tidligere danser og koreograf, medarbejder på Teatermagasinet på P2.
Kenneth Milldoff i rollen som Jeppe fra Malmö Dramatiska Teaters opsætning Jeppe 96 efter Ludvig Holbergs Jeppe på bjerget. Foto: Anders Mattsson.