Ordvekslingen er Jess Ørnsbos, og taget fra den samtale, han fører med sig selv i programmet til uropførelsen af Majonæse i 1988. Stykket var egentlig skrevet til Århus Teater, men var blevet forkastet af dramaturgiatet, og skuespillerne ville gå i strejke, hvis de skulle spille med i sådan noget!
Sådan noget. Men hvad er det for noget, Ørnsbo, uofficiel Danmarksmester i uhumsk skrivning, kaster i hovedet på os?
Billede fra dagens Danmark
Udgangspunktet er et billede af en familie: en tvangsgemytlig mandsling og en selvtilfreds, overmåde fed madamme og deres tre afstumpede børn. De var begyndt at tale til Ørnsbo. Fortælle deres historie.
Om hvordan familien deler godt olierede karbade. Bortset fra storebror, han slår på tæven og er - ifølge mor: "Lige så lækker som marcipan". Og marcipan vasker man jo ikke?
Om lillebror, der sammen med Søs tjener penge ind til familien. De udser sig en rigmand. Søs, der ser godt ud, drikker ham fuld, og når de, godt lakkede til, kommer ned på gaden, smider lillebror sig foran bilen. Lader til at komme frygteligt til skade. Så er der grundlag for flere års afpresning. Og om naboen, hvis kat de hænger i benene ud af vinduet, og som familien ellers generer med sit møgbeskidte badevand - gennem et hul i gulvet lader de vandet risle ned i hans lejlighed.
Simpel overlevelse
Sådan skvulper og fedter personerne sig målrettet hen imod deres endelige undergang. Styret som de er af ønsket om simpel overlevelse - nærmest dyrisk. Ørnsbo er da også af den overbevisning, at den nok så berømte darwinistiske udvikling aldrig har fundet sted. Det er ikke de bedst egnede, der overlever, der findes mennesker, der - som denne familie - ikke er særligt godt egnede. Og lever deres liv som en brækket arm.
Det er virkeligheden. Hos Ørnsbo går man ikke i teatret for at blive fri for virkeligheden. Man går i teatret for at se virkeligheden. Og især alt det sorte, det ulækre, det unormale. Det er hamrende alvor. Men det er også morsomt!
Lone Nyhuus er tidligere danser og koreograf, medarbejder på Teatermagasinet på P2.
Lone Helmer som moderen i den første opførelse af Majonæse i 1988 på Aveny Teatret. Foto: Gorm Valentin.